LinWool er en skøn blanding af en blød økologisk merino og en rustik økologisk hør, som giver et blandingsgarn, som er velegnet til alt fra baby- og børnestrik over strik til voksne, strik til interiør m.m. I det hele taget egner dette garn sig til det meste strik og hækling.
Håndarbejde skal være en glæde at udføre og at strikke eller hækle med LinWool er en virkelig dejlig oplevelse. Garnet er eftergivende som uld og behageligt fleksibelt og føles derfor meget samarbejdsvillig.
Vesterhavet og naturen omkring det, har inspireret
LinWool findes i en smuk række farver. Farvepaletten er hentet i naturen og du vil derfor finde garnet i smukke, afdæmpede farver.
I min familie er vi meget betaget af den rå natur omkring det nordlige Jylland og ikke mindst det skønne Vesterhav. Det rustikke og autentiske miljø omkring Nørre Vorupør og de andre oprindelige fiskerlejer i det Nordjyske.
Jeg har længe ønsket at lave et garn, der har det helt unikke udtryk og de nedtonede farver, der er kendetegnende for hele området og for et års tid siden, begyndte Liselotte og jeg at konkretisere de drømme, jeg havde.
Vi arbejdede med farver, men ikke mindst arbejdede vi med fibrene. Blandingen skulle være perfekt og komplimentere min idé om egnen, vi holder så meget af.
Vi har forsøgt os med flere fiber-blandinger, men først da vi fandt på at blande vores uld med ren, lækker hør, fik vi præcis det udtryk i farverne og strukturen, vi gerne ville have. Vi har hele tiden haft en idé om, at garnet skal afspejle det rå, men blide, der gemmer sig i det vestlige Jylland. Det seje. Det slidstærke. Det bløde & de smukke, udvaskede farver, der gør netop det miljø.
Vores farveinspirationer er alt fra tjære i de gamle reb, de smukke bænke i Vorupør Kirke, den helt specielle farve vandet har, hvor de gamle fiskerbåde bliver trukket op, til den blege, turkise farve i bunden af nogle af småbådene, som i brug er blevet svedet, så farverne fremstår helt unikke.
Vi har pludselig husket farven på Svinkløv Badehotel i en sen aftentime, marehalmen, der hvisler i vinden og farven når lyngen blomstrer langs Kystvejen. Vi har ønsket at formidle himlen, der får et helt særligt skær i tordenvejr og sådan har vi arbejdet os gennem et skønt, sjovt og vidunderligt forår, en travl sommer og et forventningsfuldt efterår, hvor vi endelig var klar til at sende de første prøver i farvebad.
Resultatet er blevet et vidunderligt garn, der har det rustikke fra den rene hør og varmen og blødheden fra ulden, som er den samme, vi anvender i vores SilkWool. Garnet er altså et helårsgarn, der egner sig lige godt til det tidlige, lune forår, de skønne sommerdage, de fugtige efterårsaftener og selvfølgelig også de kolde vinterdage.
Farverne er blevet, som vi gerne ville have dem, nemlig helt unikke og netop med udtryk af at være rene naturmaterialer med fokus på det lækre og luksuriøse. De bløde, blide farver har fået præcis det udtryk, vi gerne ville ramme.
Garnet folder sig flot ud efter en vask. Jo større pind, jo lettere og løsere resultat. Det egner sig fortrinligt til sjaler strikket op på større pinde end angivet i vejl. strikkefasthed.
Jeg synes selv, at det er et af de flotteste garner, vi endnu har fremstillet.